Østers er en generelt betegnelse for toskallede bløddyr som lever i havet og i brakvandsområder. På Venø Fish Farm A/S arbejder vi udelukkende med den flade europæiske østers
(Ostrea edulis), som man også kalder Limfjordsøsters. I Storbritannien er de kendt som Whitstable oysters, mens man i Frankrig kalder dem for Belon. Der blev indtil 1983, da Limfjordsøsterskompagniet opgav sin eneret til at fiske østers i Limfjorden, produceret og indfanget store mængder af Limfjordsøsters, som allerede dengang blev anset for at være den bedste af alle østersarter.

I de senere år har de fleste østers, som spises i Danmark, været Bretagneøsters eller Stillehavsøsters (Crassostrea gigas), som produceres i Frankrig og importeres derfra. Mens Stillehavsøsters er muslingeformede og dybe, er Limfjordsøsters næsten runde, og forholdsvis flade. De forholdsvis få Limfjordsøsters, der er fanget i Limfjorden i de senere år, er på grund af den store efterspørgsel, og den dermed dyrere pris, i stor udstrækning eksporteret til
bl.a. Frankrig.

Vi konkurrerer ikke på prisen - kun på kvaliteten. VenØsters er den eksklusive vare, rettet mod den kvalitets- og miljøbevidste forbruger/kunde, der søger den rene smagsoplevelse og det æstetiske synsindtryk af ensartede østers, der præsenterer sig smukt på tallerknen. Kunden, der hverken vil gå på kompromis med smagsoplevelsen eller fødevarernes renhed.